This post is available in: Dansk English Español
Version 1.10, den 23.09.2013
Her vil jeg forsøge at formulere essensen af de ting, som jeg bl.a. forklarer i de første 3-4 kapitler af min tekst Transformationen, og som jeg har brugt en del år på at tænke igennem og som jeg selv synes er ret logiske – eller næsten indlysende – hvis man bruger tilstrækkelig lang tid på at forsøge at trænge til bunds i emnet:
Når man oplever noget traumatisk, fragmenterer man, og mister derved hukommelse, personlige kræfter, indsigt og bevidsthed. Men hvis ens sjæl var hel, altså ikke fragmenteret, så ville man ikke rode sig ud i traumatiske situationer. Det ville man kort fortalt være for klog til. Ergo må vi have været fragmenterede fra starten af vores skabelse!
Hukommelsestab er en konsekvens af traumatiske oplevelser. Man kan ikke få hukommelsestab uden at det er resultatet af en eller anden form for traumatisk oplevelse og dermed en eller anden grad af fragmentation.
I og med at vi stort set ikke kan huske vores fortid – før vores aktuelle inkarnation – så må vi have fragmenteret igen og igen, og selve det at dø og reinkarnere må være traumatisk. Ergo er vi fragmenteret mere og mere igennem tiderne. Vores sjæl er med andre ord blevet mindre og mindre og vi er blevet svagere og svagere. Ergo kan man ikke rigtig sige at vi har udviklet os – snarere tværtimod. Og for at overleve i længden, bliver vi selvfølgelig nødt til på et eller andet tidspunkt at ‘vende om’ og begynde at genvinde – eller integrere – alle vores fragmenter, for til sidst at blive til hele sjæle. Det er den proces jeg kalder transformationen, og som i Bibelen bl.a. omtales som at der opstår en helt ny verden hvor der ikke længere eksisterer sygdom, lidelse og død. Dermed eksisterer der selvfølgelig heller ikke aldring, idet aldring, sygdomme, smerte og død er 4 sider af samme sag – eller rettere 4 konsekvenser af samme fænomen – nemlig fornægtelse. Med andre ord: Aldring osv. er konsekvenserne af at vi fornægter at vi er fragmenterede. Alle problemer som synes uløselige er dybest set resultater af at vi er fragmenterede og at vi fornægter det.
Personligt synes jeg at alle disse erkendelser og opdagelser er så logiske og sammenhængende at det nærmest er umuligt at undgå at konkludere at alting må hænge sammen på netop denne måde – hvis man altså har et reelt ønske om at forstå sig selv, livet, døden, Skaberen og Skabelsen.
Samtidig synes jeg også at det er logisk, at man bliver nødt til at have et reelt ønske om at forstå sig selv og livet og Skaberen(-s intentioner og planer), hvis man ønsker at blive ved med at eksistere.
Det der gør det hele lidt uoverskueligt er, at vores fragmenter inkarnerer i selvstændige menneskekroppe. Det er den primære årsag til at der er blevet flere og flere mennesker på Jorden igennem tiderne.
Så kan essensen af mine erkendelser og konklusioner vidst ikke gøres kortere. Men spørgsmål, kommentarer osv. er selvfølgelig velkomne. Du kan finde min email adresse i sidehovedet øverst på skærmen.
Kærlig hilsen
Henrik Rosenø